Officiel indvielse af KreativitetHuset i Lildstrand

INVITATION til officiel åbning af
KreativitetsHuset i Lildstrand fredag den 14. april 2023 fra klokken 14-16.
Det er med stor glæde, at vi inviterer til den officielle åbning af KreativitetsHuset i Lildstrand, hvor vi håber at se dig fredag den 14. april 2023 fra klokken 14-16.
Vi ser frem til at vise dig KreativitetsHusets spændende lokaler, de 4 værelser samt den
handicapvenlige kunstnerbolig. Alt er klart til at blive taget i brug og klar til udlejning.
Værkstedet i den gamle Hestestald er næsten på plads og vil på åbningsdagen allerede være taget i brug af nogle af de i alt 200 elever fra Hannæs-Østerild skole. De skal over 3 uger undervises af 5 kunstnere i at tage naturen med ind i det kreative rum.
Dagen markerer desuden, at det er præcis 5 år siden, Foreningen KreativitetsHuset i Lildstrand blev stiftet med det formål at købe den gamle købmandsgård og skabe KreativitetsHuset.
Købsprisen på 900.000 kr. blev finansieret ved et anonymt sponsorat på 200.000 kr., 200.000 kr. fra Lokale og Anlægsfonden. Fra Thisted Kommune fik vi både politisk opbakning og 300.000 kr. En kampagne for salg af Folkeaktier samt mindre sponsorer sikrede restbeløbet, således kunne ejendommen overtages den 1. november 2020.
Vi skylder stor tak til 6 lokale kunstnere, der hver donerede et kunstværk, som blev trykt på Bulbjergsten og solgt.
Ombygningen er finansieret af fondsmidler. Især donationerne på 1 mio. kr. fra Realdanias pulje Underværker, 300.000 kr. fra FLAG Thy-Mors og 200.000 kr. fra Den Jyske Kunstfond betød, at en lang række mindre fonde var positive overfor vores ansøgninger. Vi kunne således fuldt finansieret gennemføre byggeriets Fase 1 og 2.
Huset er nu fyldt op med både nyt og brugt inventar samt faciliteter. Frivillige har undervejs ydet en stor arbejdsindsats, senest den omfattende malerentreprise og indretningen af Huset.
Der er mange at takke. F.eks. har Arkitekt Annie Rødbro – som frivillig – udført alle
projekttegninger, samt givet gode råd. Sammen med sin mand René har hun også deltaget i både etableringen af hegn mod naboen og malerarbejdet i bygningen.
På dagen afslører vi KreativitetsHusets store permanente Historievæg, hvor alle sponsorer præsenteres sammen med navnene på de mange frivillige, der har ydet en indsats i skabelsen af KreativitetsHuset. Ikke mindst rummer Historievæggen navnene på de mere end 120 Folkeaktionærer.
Velkommen til en festdag, der markerer, at KreativitetsHuset er endnu en brik i Lildstrands bestræbelser på at skabe behersket udvikling i respekt for stedets værdier og natur.
Hvis du hører om nogen, der i dagens anledning får lyst til at gi’ os en blomst, er du
velkommen til at hviske dem i øret, at vi allerhelst vil modtage en lille kontant gave via vores mobilkonto 210 246 som findes på vores nye hjemmeside.

Med venlig hilsen
Foreningen KreativitetsHuset i Lildstrand
Hanne Marie Kværndrup
Formand

Besøg vores nye hjemmeside: www.KreativitetsHuset.dk