Pinseløbet 2020 igen en succes

Pinseløbet 2020 Trods Corona …

Det flaskede sig som løbsarrangørerne havde ønsket det, godt vejr og deltagerne kom til startstedet fordelt over ca. 1 time. Alle fik instruktion, bankoplade og kort, og anbefalingerne på afstand mellem og antal forsamlede personer kunne overholdes. Årets pinseudfordring var en tur rundt i Lild Strand medbringende en bankoplade med 8 numre ud af 39 mulige.

Birgitte giver instruktion.

Til løbet havde Sofie, Katrine, Ditte, Lukas og David (Ole og Toves børnebørn) malet 39 superflotte sten, som du kan se på billedet, og forsynet hver sten med et nummer. Alle sten var spredt rundt i Lild Strand, men markeret på et kort med bogstav. Så var det bare om at komme af sted ud og finde sten. Nok se – men ikke røre i disse Coronatider!

De flotte sten malet af Sofie, Katrine, Ditte, Lukas og David

Det gik over grus, asfalt, sand og lyng, og alle kom hjem uden skader, men der var ikke så mange, der fik banko. Det var vist lidt sværere, end mange lige troede.

Et bankohold på Harebakkevej
Posten ved forsamlingshuset

 

To glade bankoløbere. Stenen er taget i hånden for fotografens skyld.

Traditionen tro var der kaffe, saft og vand til alle, og denne gang en flødebolle – ingen hjemmebagt kage pga. Corona. Der var heller ikke præmieoverrækkelse, men en ekstra flødebolle for banko.

Afslapning efter løbet

En kæmpe tak til stenmalerne for de flotte poster, tak til alle 67, der var med, og tak for opbakningen.

Vi glæder os allerede til at finde på nye udfordringer til pinseløbet i 2021.

Stenene bliver liggende, og du kan købe et kort og en bankoplade for en 10’er i Oles butik.

Så kan du jo se, om du kan få banko. Der er ingen præmie, men en dejlig tur rundt i hele Lild Strand.

Det har desværre allerede vist sig, at de flotte sten er meget attraktive, og nogle er forsvundet, men vil blive erstattet løbende.