Strandvagtens nattur

Strandvagtens nattur blev en stor succes med deltagelse ca 75 børn og voksne.

Madpakkehuset var oplyst af  røde lanterner og levende lys både inde og ude, og den forventningsfulde stemning var fra begyndelsen helt i top.

Vi fulgte efter Strandvagten langs stranden vestpå, hvor Strandvagten fortalte om, hvilke opgaver en strandvagt havde i gamle dage. Undervejs mødte vi Tolderen, som skulle sikre sig, at ingen havde noget i lommerne, der ikke tilkom dem. Al strandingsgods tilhørte nemlig Kongen. Senere på turen blev der fundet en skibsbrudden Nordmand, som var stærkt forkommen og noget forvirret og over turen i det kolde vand, men han var i live – sikkert reddet af redningsbæltet om livet.

Nordmanden er lige blevet fundet. Strandvagten og Nordmanden ses midt i billedet.
Nordmanden og Strandvagten får en snak om, hvad der er sket. Redningsbæltet kan anes om livet på Nordmanden

Ved turens yderste vendepunkt mødte vi Strandvagten fra Hjardemål, og der blev udvekslet, hvilke observationer de hver især havde gjort på turen.

Nordmanden skulle bringes tilbage til Strandfogeden via redningsstien, men da vi kom Lild Strand Kirke, var der lys i kirken og strandvagten foreslog, at vi kiggede indenfor. Kirken var oplyst af stearinlys, hvilket gav en fantastisk stemning og her mødte vi ham, som havde bygget kirkeskibene i både Lild Kirke, Tømmerby Kirke og Lild Strand Kirke.

Stemningsbillede fra kirken. Skibsbyggeren fortæller.

Sidste stop var ved Poul Græsbøls Hus. Vi mødte Poul Græsbøl udendørs, han var Strandfoged, og han fortalte om, hvordan han var begyndt sit kystfiskeri fra Lild Strand i sine unge dage, og hvordan han mødte Bolette.

Poul Græsbøl (Svend Erik Græsbøl Thomsen) fortæller om sit liv i Lild Strand.

Både Tolderen, Nordmanden, Strandvagten fra Hjardemål, Kirkeskibsbyggeren og Poul Græsbøl blev inviteret på kaffe i Madpakkehuset.

Tilbage i madpakkehuset.

I madpakkehuset sad Bolette og Marie med kaffe i koppen og strikketøj i hænderne, de sludrede løs om, hvordan det var altid at være urolige for deres mænd, når de var på havet, og hvordan det var at ordne fiskenet og sætte agn på 1000 kroge til næste dags fiskeri.

Til allersidst sang Bolette en skillingsvise om livet som fiskerkone.

 

Tusind tak for en særdeles flot aften.

Fra venstre ses Strandfogeden Poul Græsbøl, Strandvagten, Nordmanden, Marie og Bolette, Tolderen,  Strandvagten fra Hjardemål (bag Tolderen) og Kirkeskibs-byggeren